Lolland-Falster tiltrækker stærke selvstændige

Artikel fra vores Mikronet-avis skrevet af Susanne J. Lassen www.erkom.dk

Med telefon og internet er hele verden indenfor rækkevidde. Derfor har mange af Lolland-Falsters små selvstændige fravalgt hovedstadsområdet til fordel for natur og gode nærområder.

 

I 2003 flyttede Merete Rostrup Nielsen med mand og to børn til Fejø. Dengang læste hun på universitetet i Roskilde, og ægtemanden Jan E. A. Nielsen plejede karrieren i et stort it-firma i København. I dag er de begge selvstændige på Fejø og ingen af dem har lyst til at vende tilbage til en tilværelse med karrierejob i hovedstadsområdet.
– Det var drømmen om at bo på en ø, der førte os til Fejø. Og vi fik hurtigt et rigtig godt netværk, forklarer Merete Rostrup Nielsen.

Italesat:
Til gengæld mødte familien en stor udfordring i at få et arbejds- og uddannelsesliv til at gå op i en højere enhed. Og da Merete i 2008 var færdiguddannet som cand. mag. i dansk og filosofi, var tilværelsen med egen virksomhed oplagt.
– Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle være selvstændig. Hvorfor skulle man dog tage væk hjemmefra 10 timer om dagen til et karrierejob i København, når man nu bor så fantastisk, siger hun.
I stedet etablerede hun sig sidste sommer med virksomheden Italesat, hvor hun med base i hjemmet på Fejø leverer tekst og oversættelser. Og det er gået langt over forventning.
– Fejø har faktisk vist sig som lidt af et brand. Jeg har kunder over hele landet, og folk husker mig, fordi jeg er ”hende der fra Fejø”, forklarer hun.

Iværksat.dk
Senest har også Jan E. A. Nielsen valgt at kvitte karrieren i København til fordel for egen virksomhed. Med sin baggrund som blandt andet erfaren projektleder er han ved at løbe et kommercielt netværk for mikrovirksomheder i gang, der skal hjælpe de enkelte små virksomheder til at byde ind på større opgaver. Og det kan vise sig at blive en rigtig god løsning for kunderne, Merete Rostrup Nielsen.
– Små selvstændige er jo folk, der arbejder med det, de brænder for. Folk der er meget dedikerede i deres arbejde og bevidst har valgt det, de arbejder med, siger hun.

Mange små selvstændige
Merete Rostrup Nielsen er blot en af mange små selvstændige, der driver deres virksomhed lokalt. Af Lolland-Falsters godt 11.000 virksomheder er godt 5.400 uden ansatte, altså såkaldte mikrovirksomheder. En stor del af de virksomheder er hobbyvirksomheder, som drives af folk, der primært ernærer sig af lønarbejde og har selvstændig virksomhed som bierhverv. Men mange har som Merete valgt tilværelsen som selvstændig fuldt ud.

Celcius360:
For reklamemanden Carsten Ulendorf er adressen på det østlige Falster lidt tilfældig. Efter en årrække med eget reklamebureau i København valgte han at droppe tilværelsen som direktør med flere ansatte, flyttede adressen sydover og startede op igen med kun sig selv på lønningslisten.    
– Jeg flyttede til Falster i 1999, og i starten havde jeg kunder med fra min Københavner-tid – ellers var det aldrig gået. Men i dag har jeg udover mine gamle, trofaste københavnerkunder fået skabt et godt netværk af faste, lokale kunder, der også anbefaler mig til andre, fortæller han.
For godt et år siden valgte han at indgå et samarbejde med Kim Lentz Svendsen, som han i dag driver reklamebureauet Celcius360 sammen med.
– Det har betydet en enorm forskel for os, at vi fusionerede. For det første supplerer vi hinanden så godt, at vi føler, vores kompetencer er mere end fordoblet, og for det andet har oprettelsen af et egentligt kontor som alternativ til hjemmekontoret givet os kunder, som aldrig ville have henvendt sig ude i skoven hos mig eller hjemme i lejligheden hos Kim, siger han.

Celcius360 har adresse i Nykøbing F. og har netop åbnet kontor i Holeby på Lolland.
– På sigt vil dette betyde flere ansatte, men vi har ikke travlt, siger Carsten Ulendorf.
– Vi ønsker ikke at vækste for at øge kapaciteten. Det ender nemlig altid i, at man skal ud og skaffe kunder til at fylde kapaciteten op, og det er ikke en attraktiv forretningsmodel for os. Så vi udvider, når vi ønsker at styrke vores kompetencer. I øjeblikket overvejer vi at øge vores kompetencer på internet-forretningen. Men først når vi har fundet den rette partner eller medarbejder, forklarer han.

Artiklens forfatter har blogget her .Læs Susanne J. Lassens indlæg.
Carsten Ulendorf har også blogget her. Læs hans indlæg her.