Skal man virkelig gøre alting selv?
Når det drejer sig om hvor meget ansvar man skal tage for sit eget og andres liv, er vi stort set to slags mennesker på denne jord – (overdrivelse fremmer forståelsen, og den vil jeg nu benytte mig af i sagens tjeneste):
Den éne gruppe mener stort set, at man ikke kan tillade sig at tage sig en sygedag eller en pause uden at noget går galt. Man føler, man står med sine medborgeres vebefindende og skæbne i sine hænder og blander sig derfor i alt, fx i hvordan andre håndterer deres affald (går fx og samler tomme plastposer op, som andre har smidt), om de unge mennesker geråder i slagsmål ved busstoppestedet en lørdag aften, om folk fodrer deres småbørn med slik fra morgenstunden osv. Med andre ord: ‘Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst’, som frk. Tante Sofie synger i Kardemomme-by. Jeg er selv en af slagsen, indrømmet. Jeg holder tvangsmæssigt tale for andre børn om glæden ved at spise havregrød, bananer og søde druer, i det forfængelige håb at de vil gå hjem og bede deres forældre om andet end Nutella-madder på søde boller hele dagen. Derved føler jeg helt seriøst at jeg har reddet et lille hjørne af fremtidens velfærdssamfund. Mit hovmod fører mig også ud i et uklædeligt praleri, når jeg til klynkende studerende fortæller, at jeg har taget tre uddannelser uden nogen sinde at få så meget som en krone i SU (jeg havde erhvervsarbejde hele tiden). Hvis mine børn ikke trives af en eller anden grund, skal jeg nok få redet trådene ud, tage ansvaret, konsekvenserne – og handle. Hellere i dag end i morgen (skønt jeg ofte med fordel kunne vente til i morgen og se tiden lidt an). Emsig, med andre ord.
Så er der den anden halvdel af skabningen. Her er tilgangen helt anderledes. Jeg ved det, for jeg har selv været der. Har man ondt i ryggen undrer man sig over at man ikke straks får stillet et spritnyt hævesænkebord og en tid hos diverse speciallæger til rådighed. Det at motionere for lissom selv at gøre sin del af arbejdet, er ikke lige det, man først tænker på. Er der problemer med børnene i skolen, er det formentlig skolens og lærernes skyld – eller de andre børns og forældres. Er man utilfreds i sit job, er det fordi man ikke har fået den efteruddannelse eller den coaching, man skulle have, fordi kollegerne vil have ens arbejde eller lederen er udduelig (det sidste er nu ret sikkert rigtigt). Der er ikke noget af dette, som behøver at være decideret forkert – men der er indstillingen til forskel. Man begynder ikke med at tænke: Hvad kan jeg selv gøre? Man begynder med at tænke: Hvad kan andre gøre for mig?
Begge ekstremer – og lad os nu bare se i øjnene at de fleste ligger et sted midt i mellem – er ret uheldige. Jeg kan bedst tale med om ulemperne ved den første type: Jeg kan fx p.t. ikke tillade mig at tage et hvil uden at tro, at verden falder fra hinanden. Men den dag, jeg ligger der, er der måske ikke nogen, der gider hjælpe mig – for jeg har jo altid været sådan en fandens kael, der ville og kunne det hele selv. Og ikke undlod at gøre opmærksom på det.
Ulemperne ved den anden indstilling, som i perioder af samtidshistorien har været ophøjet til det normale, er også til at få øje på. En fiornærmet brokkekultur er resultatet: Det er de andres skyld, hvis der ikke lige er en passende fritidsinstitution til mit barn for enden af vejen – eller et ungdomshus, hvor mine børn frit kan realisere sig selv uden at de selv skal gøre noget som helst for at få det. Og hvis ikke jeg kan studere i otte år uden at skulle tage studiejob for at få råd til cafe og rejser, et det synd for mig. Fornærmet og forkælet, tænker jeg. Tag en skovl og gå ud og gør noget ved det!
De første 19 år af mit liv, var jeg en udpræget tilhænger af denne indstilling. Den lå i tidsånden. Dengang blev den opfattet som særligt venstreorienteret. Folk gik rask væk på støtten, selv om de sagtens kunne arbejde – ‘det havde de da krav på’. I dag kan jeg ikke se noget som helst socialistisk eller progressivt i den, tværtimod er den asocial og hindrer udvikling. Men dengang var det god tone at rave til sig, hvis man kunne. Lidt samfundsnasser havde man da ret til at være. Men så begyndte det store regnestykke at trænge sig på – ingenting kommer af ingenting. Det gik op for mange af os henad henad vejen (og med alderen), at man måtte selv skabe det liv, man ville have.
Mottoet fra netværket Morgendagens Heltinder, ‘skab selv det, du synes du mangler – gerne sammen med andre’, har jeg taget til mig. Og jeg skaber og skaber. Men som sagt med fare for at ende i den grøft (grøfter er der altid), hvor jeg glemmer, at min fagforening, som jeg har betalt til i 17 år, rent faktisk tilbyder efteruddannelse, gratis juridisk rådgivning mm. At jeg faktisk har en sygeforsikring, der giver mig adgang til visse ydelser, en familieforsikring og en praktiserende læge. Jeg behøver ikke opføre mig som om jeg lever i et u-land, hvor jeg skal ud og dræbe et dyr hver morgen for at overleve. Sådan skal det nemlig heller ikke være.
Den dag, jeg ikke har de kræfter, jeg har lige nu, skal der være noget, der holder én oppe. Man skal kunne lægge sig syg, hvis man er syg. Få medicin uden at blive ruineret. Få sikret sit eksistensminimum, hvis man går fallit eller må gå fra hus og hjem. Og i et velfærdssamfund skal man også kunne tage en pause, lære noget nyt. Være lidt god ved sig selv. Ikke tro, at verden falder i staver, bare fordi JEG tager en slapper, lægger mig på sofaen og læser nogle romaner.
Den gyldne middelvej – som de sagde de gamle grækere – og Alt med måde. Disse gamle europæiske dyder må også velfærden bygge på.