Sommeroprydning i netværkene
Så er sommeren ved at gå på hæld og hverdagen sætter ind. Sommeren er for os gået med at holde ferie og rydde op – såvel inde som ude og ikke mindst i den skov af netværk, klubber, foreninger osv., som jeg efterhånden var blevet en del af de seneste par år. Nogle netværksmedlemsskaber er blevet sagt op. Det gælder dem, der gennem det sidste års tid har været mere tidskrævende end relevante. Fx virtuelle netværk, hvorfra jeg modtager en masse mails om forskellige mere eller mindre private ting, og hvor jeg ikke har haft tid til at deltage i nogle af de fysiske møder. Til gengæld får jeg nu tid til at pleje de få, der er tilbage: Erhvervsråd-Lolland Falster, Lolland-Falster Naturligvis, KISA og Mikronet, som alle har en lokal forankring, og hvorfra jeg både får (og forhåbentligt af og til giver) god, faglig sparring. Og derudover har jeg samarbejdsnetværk med dels en håndfuld coaches og dels en række lokale kommunikationsvirksomheder, hvor der er fokus på at løse opgaver sammen. Jeg har et par ideer til nye netværk, som kunne være spændende. Men fremover vil jeg være kritisk, inden jeg melder mig. For det har vist sig at være en tidskrævende post at være (aktivt) medlem af et netværk.