Stemme og kommunikation
Som ny blogger her på Mikronet glæder jeg mig til at blogge om det, jeg beskæftiger mig med i mit arbejdsliv.
Jeg underviser i stemmetræning og om hvordan vi kommunikerer med vores stemmer.
Jeg arbejder både i Danmark og England, hvor jeg er medstifter af kursus – og undervisningsvirksomheden Reeve & Møller – Professional Voice Consultansy.
Mange kommunikationsteorier viser at man kan inddele mundtlig kommunikation i tre forskellige områder: ord, stemme og kropssprog.
Det overraskende er nok hvordan vi som lyttere vægter de tre ting i forhold til hinanden.
Det viser sig nemlig at:
- 7 % af vores opmærksomhed er på ordene der bliver sagt
- 38 % er på stemmen
- 55 % er på kropssprog
Så når vi som talere; hvad enten der er samtalen ved middagsbordet, samtalen med kunder eller hvis vi holder foredrag eller kurser; gør meget ud af at finde de rigtige ord, så skulle vi måske tænke meget mere over hvad vores stemmes klang siger.
Vi har alle erfaring med at stemme siger mere end ord. Hvis en ven ringer til os og bare siger ”Hej” i telefonen ved vi, hvem det er der ringer og også hvilket humør vedkommende er i. Bare ved at vi hører ordet ”hej”!
Så det er altid værd at overveje om vores stemme siger det vi gerne vil have den til at sige. Eller om vi underminerer vores ord og budskab med en stemme der ikke fungerer så godt som den kunne.
I kommende blogs vil jeg give tips og tricks til hvordan man får en bedre stemme.
Klaus Møller
Stemmetræning
www.klausmoeller.dk