Stor opbakning til fælles mødested for selvstændige


Et fleksibelt åbent og cafeagtigt mødested, der også kan bruges til showroom, catwalk, events, galleri, salg af lokale varer, kurser, faste kontorpladser, løse flyverpladser, åbent kontor for andre besøgende selvstændige uden for Lolland – Falster, samlekontor for mindre selvstændige, der skal løse opgaver i forbindelse med Fehmernbroen, helst med cafe, frokost og mulighed for sene arbejdstider. Kort sagt et netværkssted, der kan rumme både de faste og de løse lokalebehov.

Ideerne og de højtflyvende ønsker var mange, da Mikronet, Erhvervsråd Lolland-Falster, IDEA, ejendomsmægler Boye Kølle og Guldborgsund kommune i fredags arrangerede en ”brainstorm brunch” i et råt og uindrettet kæmpelokale i Rådhusstræde i hjertet af Nykøbing F.

Sikker strømpil

Formålet med brunchen var at få en strømpil for, hvor stærkt ønsket om et sådant inspirerende og fornyende mødested for selvstændige er i området. Omkring tyve var mødt op for at høre om mulighederne, og behovet var klart til stede både hos de, der i forvejen havde et kontor hjemme et sted i Nykøbing og hos de, der kom længere fra. De fleste udtrykte et endog meget stærkt ønske om for på uforpligtende måde at kunne mødes med andre selvstændige for at sparre, udveksle ideer og undgå den isolation, som mange, der arbejder hjemmefra kan risikere.

–         Vores brunch viste tydeligt, at behovet er der, ligesom flere nævnte, at et sådant mødested/kontor for selvstændige uden behov for større produktionslokaler, vil være et stærkt kort for kommunerne her for at tiltrække tilflyttere, siger projektleder Louise Posborg, IDEA, som selv længe har arbejdet med konceptet Konkollegium for at styrke inspiration og nytænkning hos de små virksomheder og blandt nyuddannede fra områdets uddannelsessteder.

Synergi med andre selvstændige
Lokalerne blev taget i øjesyn og mulighederne er mange, også fordi lokalerne ligger lige op til det veletablerede kontorfællesskab Guldkorn med hvem man kan skabe en glimrende synergi. Men også forbeholdene blev vendt grundigt, og advokaten Lars Stuckert bad alle om stærkt at overveje, især hvad det kræver at administrere et sådant sted. Deltagerne fik stor inspiration til at løse dette ved at se på, hvordan andre har gjort det på lignende mødesteder i Danmark og i udlandet.

Virksomhederne spørges
Sommeren over arbejder en lille gruppe nu videre på at skitsere forskellige scenarier, der kræver forskellig grader af involvering og økonomi. Samtidig får små og mellemstore virksomheder i området et spørgeskema tilsendt, så arbejdsgruppen kan få en endnu tydeligere strømpil for interessen på Lolland og Falster. Efter sommer indkaldes på ny til møde, hvor man så ønsker at blive endnu mere konkret og sætte gang realiseringen efter brugernes ønsker.

Se flere billeder fra begivenheden: