Vrøvl sagt om arbejde
Der er sagt meget vrøvl om arbejde gennem tiden. En af topscorerne på min vrøvleliste er citatet “arbeit machts frei”. Det er muligt, at ovennævnte citat går rent ind hos arbejdsgiverne. Men selvom jeg som iværksætter vel dybest set har taget et skridt i retning af den status, er jeg alt andet end enig. Det har nemlig været en af de helt tunge uger rent arbejdsmæssigt. Og jeg forbinder ærlig talt frihed med andet end arbejde fra 6 morgen til 21 aften.
Årsagen til travlheden skal findes i, at jeg er startet på en ny opgave. Det næste halve år skal jeg levere artikler til Lolland-Falsters Folketidende, og denne uge er primært gået med at finde ud af avisens computersystem, finde rundt på redaktionen og finde mig selv i en helt ny kollegial sammenhæng. Det sidste er vidunderligt. For selvom jeg er flittig netværksdyrker, var jeg socialt dehydreret. Så selvom min aftale med avisen er på freelancevilkår, og jeg reelt kan arbejde hjemmefra, så vil jeg nok bruge en del tid på redaktionen for hyggens skyld.
Men arbejde det er det, selvom det er rart. 21 timer om ugen. Samtidig har jeg brugt den forgangne uge på at pudse en hjemmeside af for en kunde, og der kom også pludselig en hasteopgave med en jobannonce. Der har været korrekturlæsning og et netværksmøde, jeg kæmper stadig med forretningplanen på mit iværksætterkursus, og da jeg har besluttet at registrere mig som selvstændig på onsdag, synes jeg også, det på sin plads at få kigget på mit egen misrøgtede hjemmeside.
Hjemmesiden bliver mit weekendarbejde. Og den opgave vil jeg smykke med endnu et citat fra min vrøvleliste, nemlig det med at arbejde bærer lønnen i sig selv.
Det citat passer ikke på mine øvrige opgaver. Heldigvis. Det har jeg simpelthen ikke råd til.