#lollandfalsterlovestorm: Fra Islands Brygge til Orehoved

Her kommer en sand beretning fra Birgitte Getting, der bor ved Orehoved på Nordfalster:
getting 1  For godt 2 år siden flyttede jeg fra The Roaring Islands Brygge (Kbh…) til det nordligste Nordfalster og lejede mig ind i skovriderhuset på Orenæs Gods. Mæt af bylivets flagrende, overfladiske lethed var planen, at jeg skulle finde en billigere lejlighed end min dejlige 3 værelses med tagterrasse på Bryggen og være delt by- og landmenneske og lækker pendler med overskud. For på landet bor der jo kun bønder og provinstosser uden uddannelse, viden, cool og schwung – men naturen kan man jo bruge til at chille i, før man igen kaster sig ud i det sociale liv i hovedstaden. Men virkeligheden overmandede mig.

Jeg bor i et 200m2 velholdt hus bygget i slutningen af 1800-tallet med omgivelser, som folk på Københavnerstrandvejen vil falde i svime over, til en pris, som de vil tro, er løgn. Jeg bor i en skov lige ned til Storstrømmen (vandet mellem Sjælland og Falster), og det tager mig 1 time og 15 minutter til København – med bilen eller med toget.

Jeg har et netværk af søde, kloge, spændende, hjælpsomme, interesserede mennesker, der spænder over en bred kam af sogenannte almindelige mennesker til kunstnere af alle slags. For her er nemlig – den spredte population til trods – et enormt velfungerende socialt liv, hvor folk mødes, fordi de vil det og har aftalt det, og hvor kulturlivet betragtes som et stort potentiale, der skal værnes og bakkes op om, hvor få ting er ligegyldige, og hvor man altid møder folk man kender – og taler med og hilser på.

getting2I mit hus udstiller jeg billedkunst, afholder klassiske koncerter og foredrag og jeg har – uden at have bedt om det – fem frivillige hjælpere, der sammen og på skift får arrangementerne til at køre. Siden jeg startede i sommeren 2013 har ganske få af de omkring 20 arrangementer, jeg har haft, ikke været udsolgt. I januar i år blev jeg nomineret til DR P2s pris “Årets Idsjæl” – og det kan jeg takke mine hjælpere og mit netværk for. Uden dem var det ikke lykkedes at skabe et nyt koncertsted på Nordfalster. Som selvstændig nyder jeg godt af at være en del af Mikronet – netværk for selvstændige og små virksomheder og QLF – netværk af kvinder der mødes til fredagsbar en gang om måneden (der er mere end 500 medlemmer) og netværket Kulturstrømmen. Jeg elsker mit liv på Sydhavsøerne!

 

getting3I får lige et billede af udsigten fra min hjemmearbejdsplads – i gråvejr. Nå ja, I kan da også lige få en solnedgang og min private bro, hvor jeg sætter min kajak i vandet og padler lidt for at hilse på sælerne, der fjæler sig på stenene foran den øde ø Dyrefod.

Denne beretning er en af mange, der er bragt under #lollandfalsterlovestorm for at fortælle, hvordan det er at bo her,og hvorfor dette område er et Smørhul for Selvstændige.
Læs andre beretninger her på bloggen
og følg med på www.lollandfalsterlovestorm.dk
‪#‎lollandfalsterlovestorm‬ ‪#‎smørhulforselvstændige‬ ‪#‎mikronet‬