De selvvalgte mærkedage

Nogen går højt op i jul, pinse og påske. Andre noterer sig omhyggeligt samtlige familiemedlemmers og bekendtskabskredsens fødselsdage – og husker dem. Selv er jeg en rigtig skovl til den slags. Også det med jul, som jeg gerne fejrer meget langt fra Danmarks kommercielle ræs.

Til gengæld har jeg mine helt egne mærkedage, som jeg altid husker, selvom der kommer flere og flere af dem. Der er f.eks. den 1. november, hvor jeg registrerede min virksomhed – den dag skal i al fremtid fejres med champagne (også selvom det samtidig var dagen, hvor Guldborgsund væltede ind i vores stuer).

Jeg husker også følelsen af at skrive min første regning, og den usigelige lettelse det var at oplyse “systemet” om, at jeg nu ikke længere står til rådighed som ledig. 

På den måde kan man selvfølgelig hurtigt få kalenderen fyldt ud med glædelige begivenheder, og selvfølgelig skal man ikke benytte enhver given lejlighed til at drikke sig hamrende bacardi. Det jeg bare gerne vil frem til er, hvor vigtigt det er, at man husker at fejre sig selv.

For mit vedkommende er mine mærkedage en slags metode, hvor jeg kan tælle mine sejre og fremskridt. De er med til at minde mig om, at min erhvervsmæssige livsdrøm udvikler sig i den rigtige retning. En slags mentale flueben på måltavlen.

Og hvor tåbeligt, det måske kan forekomme, så glæder jeg mig faktisk over mine små erhvervsmæssige markeringer. Nu venter f.eks. snart den 1. marts. En af de helt store datoer. Ikke alene er det kalendermæssigt en markering af, at foråret officielt er begyndt – det er også to-årsdagen for, at jeg sagde op i mit daværende faste job. Den dag jeg med bævende hjerte officielt bekendtgjorde for alverden, at jeg nu ville prøve lykken som fri fugl. Og det er da også værd at fejre, ikk?