Agurketid!
Det er sommer over Danmark, og alt er gået ned i tempo – undtagen den farvestrålende karavane af cykelatleter, der med eller uden brug forbudte stoffer dag efter dag udretter mirakler og udgør dagens nyhedsfix.
Derudover er “agurkehistorierne” begyndt at fylde medierne. “Avisen i sommerlandet”, dagens vejr og slimede historier om dræbersnegle, fylder i det magre nyhedsudbud. Og snart vil også flåten og dræbergoplerne få deres sommerlinjer.
Sådan er det, og sådan skal det nok være. Sommertid er ferietid. Men som lille selvstændig med forkærlighed for “sommerferie” i januar er der ikke megen førertrøje over tilværelsen. De røde tal æder sig støt og roligt ind på overskuddet, og de kunder, der for blot et par uger siden havde vanvittigt travlt, er nu tilsyneladende gået under jorden eller i bedste fald på autoreply.
Heldigvis holder forsikringsselskaberne, telefonselskaberne og internetudbyderne åbent hele året, så lediggangen kan altid udnyttes til at hente en mindre formue ved at spille dem ud mod hinanden og prutte sig frem til bedre priser. Fx har jeg lige fået opgraderet min internetforbindelse til en lavere pris, end jeg betaler nu og samtidig sparet flere tusinde kroner årligt på telefoni. Og i morgen går vi i krig med forsikringerne!
Det er også en måde at tjene penge på, så mon ikke det var dén dag. Nu vil jeg gå ud og kigge til agurkerne!