Boganmeldelse: Iværksætter på landet

Iværksætter på landet – en interviewbog af Julie Lindegaard
Julie Lindegaard & Vivienne Kallmeyer
ISBN 978-87-91822-15-5
Siesta Forlaget, Århus
2006
108 sider
Indhold:

  • Skagenfood, Frederikshavn
    Sæberiet, Ærø
    Tuco Yacht Værft, Fåborg
    PureLime, Aabenraa
    Mols Bolsjer, Ebeltoft
    ExamVision, Samsø
    Wild Life Kurser, Tåsinge
    Dahl Engineering, Thisted
    Krydspunkt Reklame, Maribo
    ACAB, Bornholm
    Gode råd
    Som det fremgår af forsiden er bogen en interviewbog om iværksættere på landet. Redaktøren lægger dermed ikke op til at give sin egen mening om iværksætteri, give teoretiske forklaringer eller anbefalinger. Med det i mente er det bare at kaste sig over historierne og se hvad der er sket i f.eks. Ebeltoft eller Maribo.

Alle historierne er velskrevne og formidler ganske godt den stemning, der har kendetegnet de forskellige iværksættere – og forskelle er der!

Det er meget illustrativt hvor mange forskellige indgange der er til at starte virksomhed. Der er både faglig knopskydning baseret på eksisterende virksomheder, som f.eks. ExamVision der laver lup-briller til tandlæger hvor iværksætterne er henholdsvis optiker og leverandør af tandlægeudstyr. Der er også folk som ”bare” starter med lyst og en idé, som f.eks. Sæberiet på Ærø.

Der er en historie som falder lidt ved siden af de andre, nemlig ACAB på Bornholm som er et netværk af kunsthåndværkere, i modsætning til de øvrige historier som er deciderede virksomheder der startes op.

For mig var det spændende at få et glimt af de forskellige menneskers historier med problemer og succeser. Jeg fornemmer i hver historie at der er meget mere, mange flere anekdoter og problemer som kunne være spændende at læse om. Det er måske den sværeste balancegang for denne bog: at formidle mange forskellige historier på få sider så de giver et indblik i historien. Generelt synes jeg det er lykkedes fint at formidle nogle centrale problemstillinger og skabe en ”hel historie” på få sider (de længste historier er på 8 sider). Historierne er indlevende og giver, med lidt variation, et godt indblik i iværksætternes verden.

Ulempen er at der jævnligt præsenteres korte udsagn, som jeg gerne ville vide mere om, som f.eks. om Tuco Yacht Værft hvor en af ejerne udtaler at deres succes syldes risikovillighed og ”at de hele tiden har sagt ja til de muligheder, der har budt sig”. Det er muligvis rigtigt at de har sagt ja til alt, men der er mange iværksætterhistorier om at man ikke skal sige ja til alt og at man f.eks. nogle gange skal sige nej til ”besværlige” kunder for at overleve på længere sigt. Jeg tror nu nok at de på værftet har takket nej til noget og ja til andet, og at udsagnet mest er ment som et udtryk for at de har været åbne for nye impulser og idéer fra omgivelserne (i modsætning til at holde krampagtigt fast i de idéer man have fra starten).

Bogen skal derfor, som jeg læser den, ses som et kort indblik i den variation af historier der er i iværksætterland.

Hvorvidt historierne er specifikke for iværksættere på landet er jeg ikke sikker på, men der er muligvis nogle fællestræk som lav husleje, tætte kontakter til naboer og det lidt tvetydige forhold til omgivelserne at hvis man bliver ved og er arbejdsom, så får man egen goodwill. I modsætning til stereotypen om city-iværksættere som har dyre lokaler, har flere kontakter i London end blandt naboerne og hvor man hurtigere får goodwill baseret på ens idéer.

Igen mener jeg man bør læse bogen ud fra dens egne præmisser; at det er historier som foregår ”lidt væk fra alfarvej”.

Historierne skal derfor læses som de er. De er 10 historier om iværksættere som gennem engagement fører deres idéer ud i livet. Som sådan får man et indblik i hvor forskellige indgange og situationer, der møder iværksættere på landet. Der er givetvis mange andre historier som tilbyder andre indblik, ligesom der er mange facetter i de 10 historier som jeg gerne ville læse mere om. Det er ikke bogens ærinde, for idéen med bogen er at zoome ind på de muligheder og succeser, der er på landet, og blive inspireret.

Jeg synes på den baggrund at historierne er gode at blive inspireret af og viser meget godt forskelligheden i muligheder og problemer. Hvorvidt bogen fremhæver landdistrikternes kendetegn føler jeg mig ikke overbevist om, men at det er modige og engagerede mennesker der portrætteres er jeg helt enig i.

Afslutningsvis vil jeg knytte et par ord til bogen appendiks: ”Gode råd”. På de sidste seks sider giver redaktøren en kort gennemgang af hvad man som iværksætter bør tænke over. Der står så vidt jeg kan gennemskue ikke noget forkert, og selvom der er andre råd og kontakter som kunne fremhæves, f.eks. nævnes A-kassernes indsats kun én passant, giver det da nogle startpunkter til at komme i gang.

Bogen ”Iværksætter på landet” kan jeg anbefale som gode fortællinger om forskelligheden i iværksætteres vilkår og erfaringer, som giver lyst til at få mere at vide. Og derfor bør bogen også læses af de politikere, der arbejder med erhvervspolitik på landet: der er mange iværksættere i landdistrikterne og deres behov for opbakning kan ikke sættes på en simpel formel om administrativ kompetence og venturekapital (- selvom det da vil hjælpe i mange sammenhænge).
Anmeldt af
Gorm Simonsen
EPIKUR Virksomhedsudvikling

Ø. Thorupvej 4
9330 Dronninglund
tlf. 2284 3238
gorm.simonsen@epikur.dk
www.epikur.dk