Telefonbogsindrykninger mm.
Vi bliver alle kimet ned af telemarketingbureauer, der sælger diverse indrykninger i telefonbøger, registrere, osv., og det kan være svært at vurdere, hvor man skal med, og hvad der er spild af penge – enten fordi det ikke er relevant, eller fordi det er ren svindel.
Jeg har selv besluttet, at jeg er med i alle telefonbogsindrykninger, hvor jeg kender mediet og hvor optagelse er gratis (vær MEGET opmærksom på, om det nu er HELT gratis). Derudover er jeg med i TDC’s regionalbog og på De Gule Sider. Alt andet har jeg fravalgt og gør telefonsælgerne opmærksom på dette straks, så jeg ikke spilder hverken min ellers deres tid med lange salgstaler. De har jo alle gode argumenter for, at man skal med i deres, men man har ingen mulighed for at tjekke eller vurdere disse argumenter – så jeg har besluttet, at min tid er bedre brugt på mine kunder.
Det siger næsten sig selv, at man skal sige “nej tak” til alle ukendte registre – jeg tror simpelthen ikke på at de bliver brugt. Filosofien er kort: Hvis jeg ikke har hørt om et eller andet register, som jeg bliver ringet op om, så er det ikke værd at spilde tid på. Hvis du en enkelt gang skulle blive i tvivl, så bed sælgeren om en hjemmeside-adresse, hvor du kan tjekke hans tilbud. Og sig “NEJ”, når han siger han vil ringe tilbage. Det kan du lige så godt selv gøre, hvis hjemmesiden ser interessant ud.
Min holdning til ovenstående bunder i den overbevisning, at den bedste markedsføring er at udføre et godt stykke arbejde for mine kunder. Så kommer de igen, og de anbefaler mig til andre. Den metode kan godt tage tid, og den skal suppleres med en eller anden form for markedsføring (en god hjemmeside, en brochure, visitkort, networking, osv.) – forskelligt alt efter hvilken branche du er i. Men den er efter min mening den eneste farbare, når det gælder markedsføring af en mikrovirksomhed med de begrænsede resourcer, som vi har til rådighed.
Der er INGEN hurtige genveje. Lav dit arbejde ordentligt. Gør dine kunder glade. Og lad tiden arbejde for dig.