Ansvarligheden er vi da født med
Regeringen har som en del af den kommende valgkamp startet debatten om at vi skal tage mere personligt ansvar. Jeg synes som selvstændig heller ikke at man skal tage ansvaret fra folk. Ingen har godt af at blive sat fra den bestilling at være herre i sit eget liv. Der er nogle årtier, hvor vi er blevet opdraget mere til at sige: Hvad kan samfundet gøre for mig? End til at sige: Hvad kan jeg gøre for mit samfund? Og det er galt. Som borgere er vi ikke bare forbrugere af rettigheder og velfærdsgoder. Vi er medmennesker, der er en del af en flok uden hvilken vores liv næppe giver mening.
Men – forleden stod det mig klart, hvorfor det alligevel er hamrende frækt, at det netop er den siddende regering, der løfter pegefingre i debatten om at tage ansvar. Det var en hverdagsbetragtning:
Min datter gik på stien og pillede aks af de lange græsstrå. Hvis man klemmer fast om dem med tommel- og pegefinger, mens man trækker i strået, står man nemt med en sirlig buket græsfrø i hånden. Frejdigt kastede hun græsfrøene op i luften og lod dem dale mod jorden et tilfældigt sted. Så fortsatte hun med nye græsstrå. Jeg nævnte, til almindelig oplysning, at det er den slags græsfrø, vi bruger, når vi indimellem sår nyt græs derhjemme.
Straks blev hun anderledes alvorlig, legen skiftede karakter. Nu ville hun samle græsfrø, for ’så behøver vi ikke at købe frø næste gang, de er jo dyre’. Hun glemte alt omkring sig og begyndte at høste. Hun fyldte en hel pose med frø.
Hun er bare en pige på ni år og ingen har sagt til hende, at hun skal gøre sig fortjent til noget som helst. Men hun vil gerne udrette noget for fællesskabet. Hverken små eller store ønsker at dalre rundt på må og få. Man vil udrette noget, drage omsorg for nogen – hvad enten det er i lillebitte eller i stor skala. Eller som Karen Blixen vidst citerede en af antikkens tænkere for: Mennesket vil ikke HAVE det godt – men VÆRE godt.
Grønlænderen, der sidder på en bænk og drikker hjernen ud, er også født til ansvar. Engang, i en anden tid, var han en ansvarsbevidst fanger – og hun var en dygtig husmor. Noget har ødelagt dette. I dette tilfælde alkoholen… med mere. I vores forbrugersamfund er vi alle en form for afhængige, misbrugere, kke af alkohol, nødvendigvis, men af forbrug. Vi belønner os selv med ting og bliver afhængige af tiing. Afhængighed af forbrug, rastløshed og grådighed er prisen, vi betaler for at leve i et samfund, der er så rigt (og på mange måder smadder godt).
Men vores natur er at tage ansvar. Inderst inde er vi stenaldermennesker, bonderøve, der vil jage, samle, så og høste.
Forbrugersamfundets natur er derimod at vi hver især er på rastløs jagt efter fladskærme, mobiltelefoner og burgere, teleudbydere, abonnementer, elselskaber og forsikringsselskaber. Uden sammenhæng med andre. Den førnævnte regering er selv en stærk tilhænger af dette samfund. Så hvor er det lige tabet af ansvarlighed kom ind?
Skal vi have mere ansvarlighed, ligger det lige for blandt andet at skrue lidt ned for det galopperende privatforbrug. Lad os i stedet investere i fællesskabet – vores børns skoler, sundhedsvæsenet, familien – alt det, som får et samfund til at hænge sammen og være et rart sted at være.