Arme op – arme ned

Endnu engang undres jeg over, hvordan dage udvikler sig, når jeg er selvstændig. Jeg kan ikke mindes, at jeg oplevede tings udvikling på samme intense måde, da jeg sad i det faste job. Dagen i dag har budt på to besøgsaftaler hos helt nye kunder, som jeg ikke har gjort noget som helst for. Ikke direkte i hvert fald. Indirekte har jeg bare plejet mit netværk så meget, at de er kommet i tanke om mig, når de har mødt udfordringer i deres verden. Jeg ved godt, at omsætningen ikke er i kassen endnu, og det er for tidligt at glæde sig, men jeg kan nu ikke lade være med at sige YES invendigt.

Hvad er det for en mekanisme, der styrer slagets gang? Jeg synes, at både opgaver og kontakter kommer i stimer. Når det først kører, trækkes mere med. Men hvad får det så til at vende? For der er jo også næsten “døde dage”. Jeg har tidligere oplevet en enkelt dag, der bød på 4 ordrer hos både nye og eksisterende kunder. Og det er altså noget af en klump i den butik jeg har, og hvor opgaver ellers kommer meget løbende. Det har lært mig, at status quo ikke er holdbar i ret lang tid – uanset om det er den positive eller knap så positive side. Det er lidt ligesom historien med sommerfuglevingeslaget, der starter et uvejr. Den lille hændelse, der sætter gang i den store effekt. Men hvad er vingeslaget i min butik?  

I overvejelserne om det intense i oplevelsen, så er det min holdning, at organisation som sådan udgør et altfor kraftigt filter. Jeg har arbejdet i store virksomheder, men har aldrig haft så tæt føling med markedet som nu, hvor jeg er blevet selvstændig. Sundt for mig, men en udfordring for organisationerne.