Præsentation af Karen Lumholt

Efter at jeg er blevet selvstændig, er jeg begyndt at interessere mig for forskellen mellem at arbejde for sig selv og at arbejde i en større organisation, som fx DR. Jeg brokker mig mindre nu, jeg er mindre syg – men jeg er også blevet mindre tolerant over for andre, der piver. De unge stenkastere på Nørrebro, f.eks. Jeg taler ikke om de autonome som kultur, dem har jeg det OK med, men om de voldelige, der smadrer alt omkring sig og samtidig kræver ind. Dem har jeg ingen forståelse for. Er det fordi, jeg er blevet selvstændig? Er det sådan, selvstændighedskulturen er? ’Her klarer vi sgu ærterne selv!’. Hvis de vil have et hus, må de gå ud og skabe et hus! Man kan ikke bare kræve uden at give. Som selvstændig får man ikke noget gratis, men man føler til gengæld, at man bidrager med noget. Som Karen Blixen sagde: Mennesket vil ikke HAVE det godt, men VÆRE god. Og det er vi.

En slags præsentation. Vi er to i firmaet – mig og min partner, som også er min mand. Vores område er storytelling, præsentationsteknik, branding, rollemodeller – altså områder inden for kommunikation, men meget specifikt med udgangspunkt i journalistik. Vi arbejder især for mindre virksomheder, offentlige virksomheder og organisationer. Ind i mellem hyrer vi underleverandører ind eller er selv underleverandører til andre. Vi er en del af et stort netværk af selvstændige. Jeg er fascineret af, hvor mange jeg har at støtte mig til nu efter at vi startede selv. Vi er on our own, vi er selvstændige – men ikke alene.

Vi har været i gang i to et halvt år – og forretningen kører godt. Jeg er glad for min nye tilværelse, men også ind i mellem stresset. Jeg kan vågne om natten og tænke: Hvordan mon det skal gå? Jeg pukler som mange andre med at styre min tid, prissætte mig på en fornuftig måde, lave klare aftaler og den slags.

Jeg er sådan en, der tolker, ser mønstre og sammenhænge, aner konturer af noget, som er på vej – ofte forfalder jeg til at være ret usaglig, følelsesladet. Jeg er slem til at generalisere, har sprogligt let til kniven. Men jeg ændrer velvilligt mine domme  – dagen efter. Man er vel i bevægelse og skal have lov at bevæges – bare man ikke forlanger af andre, at de skal gøre lige sådan. Jeg glæder mig til at blogge – og ind i mellem brokke mig – på mikronet.