Berømmelsens svære kunst

Indenfor de seneste par uger har jeg været i kontakt med en del virksomheder, der alle havde det tilfælles, at de var på vej med et stort koncept. En har gang i et projekt, der bryder et mangeårigt statsmonopol, en anden er på vej ud på verdensmarkedet med et tiltag indenfor alternativ energi. Og så er der ham, der har både ideen og konceptet liggende klar på en knaldgod opfindelse til el-branchen, men som er ved at strande, fordi han mangler investorer.

Men hver gang jeg møder en af vor tids “Lars Larsen’er”, en ny Lars Kolind måske – eller hvem ved, om Bill Gates har en mulig arvtager her i lille Danmark? – I hvertfald undrer det mig gang på gang, hvor hårdt de mennesker må kæmpe for at slå deres navn fast.

En af føromtalte virksomheder sendte pressemeddelelse rundt i den forgangne uge. Det er en virksomhed, der på et år er vokset fra 15 til over 40 ansatte. De har startet et koncept, der har fået kanon opbakning af entreprenørbranchen, og virksomhedens ordrebog er fyldt frem til sommerferien.

Hvor mange reaktioner tror I, de fik fra pressen?

Ikke én!
Og det er ikke fordi, der var noget galt med hverken indholdet af meddelelsen eller det, virksomheden solgte sig selv på. Pressen gad dem bare ikke.

Som journalist er den lidt svær at æde. Jeg synes, det er en knaldgod historie. Men jeg kender selvfølgelig også lidt mere til virksomheden end den tilfældige journalist, der har modtaget et stykke papir fra en for ham – eller hende – totalt ukendt virksomhed. For det er nemlig dér skoen trykker. Medierne i dag er så presset på tid, at der ikke er overskud til at satse på det ukendte. Så har man ikke en klokkeklar skandalehistorie, er det mere nærliggende at skrive et par linjer om en af årets reality-stjerner end bruge tid på en ukendt virksomhed, som måske er lukket igen næste år.

Jeg synes, det er afsindigt fattigt. Og det er med til at skabe et forvredet billede af vores samfund, hvor kun de unge, de rige, de smukke og de, der har vundet Robinson kan gøre sig håb om at få spalteplads i landets aviser. 

Det er en grov generelisering, det ved jeg godt. Men alligevel – tænk engang hvad det ville betyde for iværksætterlysten, innovationen og samfundets (også den politiske del af det) opfattelse af selvstændige i det hele taget, hvis der kom lidt spot på hverdagens sande helte.