En iværksætters bekendelser

Jeg er iværksætter…. eller freelancer, fri agent, konsulent, selvstændig, rådgiver – ja hvad mon jeg egentlig er?

Det er et af livets helt store spørgsmål, for mig i øjeblikket. Jeg er nemlig ved at lave visitkort!

Egentlig ved jeg godt, hvad jeg er. Jeg er journalist. Jeg er også min mands kone og indehaver af en hvid mountainbike. Og så er jeg i den lykkelige situation, at jeg – som regel – kan se solen morgenbade i Guldborgsund.

Men derudover er jeg altså iværksætter … eller sådan noget lignende.

Eller i hvertfald freelancejournalist med iværksætterdrømme. For det er præcis sådan det er. Endnu har jeg ikke ladet mig registrere med momsnummer. Men inden udgangen af i år er planerne, at min lille medievirksomhed Texteriet går i luften med udvidet selvangivelse, og hvad der ellers følger. Og så skal jeg leve af at skrive andre virksomheders præsentationsmateriale og rådgive dem omkring kommunikation og markedsføring.

Men inden det skal jeg lige have afklaret, om jeg egentlig må drive virksomhed fra min bopæl. Jeg skal have fundet ud af, hvilke forsikringer, jeg skal tegne som selvstændig. Der er også lige det med hjemmesiden og mit eget præsentationsmateriale. Og ikke mindst alt det dér, man helst skal vide om økonomi og bogføring.

Og så er der kunderne. Alle dem, der endnu ikke ved, at de ikke kan leve uden lige præcis min ekspertice. De er derude et sted, og jeg skal snart i geng med at støve dem op.

Men først skal jeg altså lige være helt klar på, hvad jeg skriver på det visitkort.