En spildt dag uden internet som vicevært for mig selv

Jeg tænkte i går meget på Ulla-Lisa Thordén og hendes inddeling af freelancerens arbejdskasketter i fire:– Salg – Produktion – Administration – Viceværtfunktion.
I går røg jeg meget ufrivilligt i den mest uproduktive udgave af viceværtfunktionen hos mig selv, midt i to deadlines, som ellers krævede, at jeg absolut kunne komme i forbindelse med omverdnen via nettet.
Jeg mistede forbindelsen ved middagstid uden forklaring, og fik den først igen her til morgen.

Normalt kan man vælge at sige: I dag vil jeg være vicevært hos mig selv, sørge for alle mulige åndssvage ting, som altid ligger og samler støv, men som er nødvendige, og som man ikke kan fakturere tiden for.
Men når sådan en dag kommer ubestilt, fordi TDC får en fejl på sine adsl-forbindelser her i området, er man ikke alene totalt lammet, men kommer også til at misbruge den tid, man ellers kunne have udnyttet effektfuldt.

Det skyldes efter min mening alene, at der simpelthen er for mange instanser man skal igennem hos TDC, når skidtet ikke virker.
FIRE forskellige servicemedarbejdere og supportere var jeg igennem, og da de hårdnakket påstod alle sammen, at der var forbindelse ud af mit hus, mens jeg absolut intet kunne få igennem, blev det kun værre og værre:
Fire forskellige gange måtte jeg igennem øvelsen med at slukke husets 3 computere, starte igen, ned på gulvet til modem og router, forklare den samme ting fire gange, og alligevel var svaret – jamen, der er jo hul igennem.
Det var der beviseligt ikke, og ud på eftermiddagen lykkedes det mig at få tildelt et teknikerbesøg.
Da han ikke var dukket op lidt i 16, ringede jeg for at høre, hvornår han havde tænkt sig at komme: Det viste sig, at fejlmeldingen ( her taler vi så om 4!) ikke var gået igennem, så teknikeren var blevet bestilt!

Hvad der er interessant er, at undervejs igennem denne helvedes dag, hvor jeg ikke bestilte andet end at løbe rundt mellem tre maskiner, tænde og slukke og forklare, da kom min søn hjem fra skole, og sagde, at ej heller den lokale skole havde internetforbindelse.
Dét meddelte jeg prompte TDC, der blot sagde, at man slet ikke kunne konstatere noget sådant i vores område.

Jeg slog mig til tåls med, at teknikeren ville komme dagen efter, og gik i seng.
Her til morgen kommer så min gode bogholder, som også bor i området, og fortæller – ja, nemlig, at hun heller ikke havde haft internetforbindelse i går.
Hun havde lige som jeg oplevet servicemedarbejderne forsøge at give helt weirde forklaringer. Min havde sagt, at det måtte være en fejl i styresystemet ( jeg har vel at mærke tre computere med hver deres styrestystem, og de er gik ned samtidig), mens min bogholders servicemedarbejder havde fortalt, at der måtte være noget galt med hendes modem, hvorfor hun kørte 20 kilomenter til den nærmeste store by for at købe et nyt modem, kun for at opleve, at TDCbutikken havde lukket.

Som sagt kom alle forbindelser igen til os alle – og der var tale om en fejl i området.

Hvad er dette så andet end brok: Det er en beskrivelse af hverdagen, hvor man på et eller andet tidspunkt siger til sig selv – Well, søster, du kan ikke komme på nettet, så må du lave noget af alt det andet, der ligger.
Konstruktiv tanke, der bliver bombet fuldsætndig af, at TDCmedarbejderne ikke overleverer til hinanden, hvad man netop har gennemgået, men starter kunden, mig , forfra med de samme øvelser: At TDC medarbejderne ikke har styr på, hvad der foregår lokalt, ej heller selv om de får et par hints om, at det måske er en lokal fejl ( jeg var ikke den eneste, der nævnte, at skolen heller ikke havde forbindelse).

Kort sagt, det er en helt almindelig beskrielse af, hvordan man mister sammenlagt 4 timer på ufakturerbart nonsens, og endelig er det en beskrivelse af hvorfor jeg stadig har een computer tilbage, der kører på et ordinært 56K modem.
Dén virkede.

Jeg har, som man bør, når man brokker sig over navngivne firmaer, sendt et link til dette indlæg til TDC. Jeg skal sige til, hvis der kommer noget nyt!