Fart på

Hverdagen som selvstændig er indimellem præget af “fart på”. Een af mine første, grundlæggende beslutninger var og er at jeg ikke vil have travlt. Jeg vil have tid og være på forkant. Alt for mange af dem, jeg talte med i min researchfase, klagede over at de havde travlt. For travlt, syntes jeg. Men hvem ved, måske er der bare prestige i at have travlt? Jeg mener, hvem gider mødes med een, der har tid?

Nå, men det med at jeg ikke ville have travlt, det er een af to helt grundlæggende beslutninger, som jeg har taget, fordi et væsentligt formål for mig med at være sin egen er at have et godt liv. Hvad et godt liv er, det ved man kun selv. At have tid og at være på forkant kunne jeg givetvis også opnå som ansat, men jeg anser det som en fordel at jeg selv kan styre tingene i så høj grad som jeg kan, og dermed også min tid.

I forhold til at lære at få genereret tid og overskud har Steven Covey har været uforlignelig med sine 7 gode vaner (der ligger et sammendrag på en en pdf her). Det var et netværksmøde i Morgendagens Heltinder, Sydhavsøerne, der i sin tid introducerede mig til hans tænkning; hvis man googler ham kan man se at han har opnået stor udbredelse i Danmark. Det med at skabe sig sine strukturer er formodentlig en livslang læreproces, men bare det at være kommet dertil at det ikke er brandslukning hele tiden – det er for mig en milepæl.
En anden som også har været til god hjælp er en anden amerikansk mand, nemlig sælgeren Brian Tracey. hans bog “Slug Frøen” (anmeldelse her) fik jeg anbefalet af een af de gode netværkere, jeg er og har været i kontakt med, nemlig Helle Munk som driver virksomheden Stress-@. Jeg abonnerer fortsat på Brian Traceys daglige citat, jeg underholder mig godt med hans daglige påmindelse, der er tikket ind på skærmen, når jeg tjekker post sidst eftermiddagen. Også selv om det er banalt og jeg egentlig godt ved det, der står.

Begge bøger kan lånes på biblioteket.

Anne Moloney
Kroppens Sprog