Hvor regnbuen ender
Faktisk er det først inden for de sidste 10 år af mit voksenliv at jeg har forstået sandheden og symbolikken i at jeg er dér, hvor regnbuen ender. Jeg er lige dér, hvor krukken fyldt med guldmønter er. I mange, mange år troede jeg at jeg skulle gå et andet sted hen for at finde skatten.
Nå, det er lidt filosofisk, men når jeg trækker det frem her, er det fordi jeg spillede mig selv et puds igen, da jeg startede virksomhed. Min vurdering er, at jeg ikke er den eneste der – ubevidst – har lavet et setup for mig selv, hvor jeg tror at jeg skal gå efter noget, hvilket dybest set er en illusion – for jeg er der jo allerede.
Den, der i virksomhedssammenhæng har hjulpet mig til at indse dette er coach Dann Sommer, idet han har hjulpet mig med kundesegmentering og produktudvikling ved at præsentere mig for den enkle H-model. Ja, det helt enkle kan være yderst virkningsfuldt!
Hvad vil du? Hvordan, hvorfor, hvornår, hvor og sammen med hvem vil du dét, som du vil?
Da jeg havde arbejdet med dette gennem nogen tid fik jeg en mail fra Dann Sommer, hvor han skrev at jeg kunne også spørge, hvad jeg ALLERHELST vil. Det spørgsmål bragte mig direkte hen, hvor regnbuen ender. Tak, siger jeg bare. (I parentes bemærket har han også gjulpet mig til at blive bidragyder til “27 gode råd til et mere udbytterigt liv”, der kan downloades helt gratis som pdf, så han har været og er fortsat en supergod netværker for mig).
Anne Moloney
Kroppens Sprog