Hvordan kom du i medierne?

Som soloselvstændig eller mikrovirksomhed har man som regel ikke et dyrt reklamebureau ved sin side med grafikere og tekstforfattere og heller ikke egen kommunikationsafdeling, der kan lave den store PR-kampagne. Så det kan godt svare sig at tænke mere i retning af redaktionel omtale, når man gerne vil lægges mærke til. Redaktionel omtale får man kun, hvis en redaktionel medarbejder selv synes, ens historie lyder interessant. Man kan ikke “bestille” redaktionel omtale. eller få den ved bare at indkalde til en presseevent. Og slet ikke ved at sende en pressemeddelelse ud. Med mindre pressemeddelelsen virkelig indeholder en nyhed af interesse for rigtig mange – eller af meget voldsom interesse for lidt færre.

Et nyt produkt eller en ny ydelse er ikke en nyhed. I sig selv. Der skal en virkelig hændelse til. Der skal være sket noget. Men hvad?

Jeg er sammen med min partner Anders Stahlschmidt ved at skrive bogen om hvad man så gør – som mikrovirksomhed, når man forfærdelig gerne vil have noget synlighed gennem medierne.

Derfor er jeg en hund efter jeres succeshistorier: Hvad lykkedes for dig? Kunne du levere en virkelig nyhed – og hvilken? Eller havde dit produkt virkelig almen interesse for rigtig mange – eller revolutionerende betydning for relativt få? Var din egen person en del af historien – hvordan? Sendte du en pressemeddelelse ud – eller valgte du at invitere til et event? Allierede du dig med en professionel, der kunne udtænke. planlægge, skrive og distribuere – eller gjorde du det selv? Var det et bureau, der hjalp dig – eller en anden soloselvstændig? Var det en reklamekonsulent, kommunikationsrådgiver eller tekstforfatter? Kontaktede du selv mediet/journalisten/redaktøren? Kontaktede journalisten dig? Var det én, du kendte i forvejen? Hvad kunne du bruge dit netværk til i den forbindelse? Var historien mediet målrettet en bestemt gruppe mennesker? Var mediet? Og hvilken effekt havde medieomtalen på din virksomhed (dit salg)?

Du må meget angive angive, hvis du ønsker at optræde åbent med navn, firma og case – ellers slører jeg identiteten. Du må gerne nævne navne på dem, du har brugt: Pressebureauer, kommunikationsrådgivere, tekstforfattere, reklamefolk og de journalister/redaktører, som har gjort brug af din historie. Jeg skal ikke misbruge dem – jeg nævner kun nogen, hvis det passer naturligt ind i sammenhængen OG hvis de kan nævnes for noget positivt.

For at dine erfaringer skal komme flere til gode allerede nu, vil jeg bede dig skrive dine kommentarer på bloggen her. Hvis der er noget, du ikke synes egner sig til offentliggørelse, kan du skrive direkte til mig på karen@plots.dk. Så skal jeg nok håndtere oplysningerne med respekt.

Karen Lumholt