”Jeg har så meget træls, jeg skal nå”

nissehue.JPG
Nu nærmer julen sig. jeg stæser rundt til alt muligt for at nå det hele, og er tæt på en anden , nemlig privatlivets stresstærskel, end den jeg er vant til med mit arbejde, selv om jeg også her på en af arbejdsårets sidste dage har et job i eftermiddag, som slutter lige inden jeg skal spise den første julemiddag af en række med min familie.

Jeg kom sådan til at tænke på arbejdsmiljø og stressforskeren psykologen Einar Baldursson, som margrete og jeg interviewede til vors fælles bog Mikrovirksomheder med vokseværk. han sagde nogle sjove ord om at prioritere tiden, og jeg tror, dette skal være min nytårsovervejelse til mig selv og andre freelancere. Baldursson sagde:

– Tit siger folk til mig: ”Jeg er for dårlig til at sige fra”. Og så jeg svarer dem: ”Du er for dårlig til at sige til!”
Den store danske filosof Niels Hausgaard har udtrykt denne absurde måde at vælge på sådan her: – Nej, det vil jeg ikke nu, for jeg har så meget træls, jeg skal nå.

– Jeg har oplevet mange, der har sagt nej til sjove opgaver, til noget, de selv gik ind for, fordi de mente, at den type opgave ville de jo arbejde med alligevel, så hvorfor skulle de prioritere den? Og dermed kom de automatisk til i stedet at prioritere de ting, der var uvæsentlige og ligefrem ubehagelige for dem.
– Når man er tæt på at vælge noget, man egentlig synes er lidt træls, skal man stille sig selv spørgsmålet: Ud af det her, hvilke opgaver er så væsentlige for mig? Det er afgørende.
Vælger man ud fra sine værdier, får man bedre øje for, hvad man kan undlade at tage på sig. Nogle opgaver betyder noget for dig, andre gør ikke. Dem, der ikke betyder noget for dig, skal ud.

Og så ledes opløftet ønsker jeg jer alle en glædelig jul. jeg har besluttet ikke at blogge mellem jul og nytår, og jeg pålægger mig også en mailfri tid, bare for at se, hvad der sker med verden omkring mig.
Nyd det nu, derude.