Kundens synsvinkel – altid kundens synsvinkel
Jeg kender op til flere, som er hamrende dygtige på deres faglige felt, og på trods af det har de måttet vælge at lukke deres virksomhed efter flere års slid.
Een af de ting som set fra min synsvinkel gik galt var at de ikke fik lært sig at markedsføre deres ting ordentligt. Bevares, de havde hjemmeside, visuel identitet, strategiplan og jeg skal komme efter dig. Men de fortalte ikke om deres produkt ud fra hvad kunden har brug for at vide, de fortalte hvad de selv kunne.
Så sent som i går talte jeg med Mette Olsen, Center for Qi Gong i Holbæk om dette. “Prøv lige at høre her”, sagde Mette. “Hvis du sælger rengøring, hvad er det så kunden ønsker? Kunden ønsker at hjemmet eller firmaet bliver rent! Altså skal du sige: Du får rene gulve og rene vinduer i dit hjem eller i dit firma. Du skal ikke sige: Jeg sørger for at der bliver gjort rent. Nej, du skal spørge kunden: Hvad ønsker du? Rene gulve, blankpudsede vinduer – OK, så er du kommet til den rette, for det er netop dét, jeg kan hjælpe dig med”.
Jeg læste noget tilsvarende på Abelone Glahns blog for Børsen, hun skriver at man skal fortælle sit budskab så tydeligt, at selv ens mormor kan forstå det. Det er en kanon god øvelse, tro mig!
Anne Moloney
Kroppens Sprog