Lidt om a-kasser

Som tidligere nævnt har jeg lige skiftet a-kasse. Min a-kasse var simpelthen ikke gearet til mit liv som fri fugl, og så er der jo ikke andet for end at finde en anden.

Og det kan man sagtens – altså skifte. I sin grundsubstans er a-kassen jo blot et forsikringsselskab. Mange a-kasser er dog bundet op på faglige organisationer og kan gennem det fællesskab tilbyde nogle fagrelevante ydelser, som en tilfældig valgt a-kasse ikke har. Det er derfor altid en afvejning af fordele og ulemper, om man skal blive eller finde nye veje.

Jeg valgte det sidste. Gennem de seneste mange måneder har jeg flere gange bedt om relevant vejledning i forhold til min fremtid med selvstændigt bierhverv. Men jeg har ikke kunnet få klare svar, og a-kassen (min nu tidligere) gjorde samtidig meget klart, at mine planer var dem inderligt imod.
Min nye a-kasse bakker op om min ide, har sammen med indmeldelsespapirerne sendt mig et skema, jeg skal udfylde, når jeg lader mig virksomhedsregistrere og har tilbudt mig relevant rådgiving. Og sådan skal det da være.
Samtidig har jeg beholdt medlemsskabet af min fagforening. Dem har jeg nemlig intet at udsætte på, og de har mange års erfaring indenfor mit fag.

Hvilken a-kasse jeg nu tilhører, synes jeg egentlig ikke er relevant her på siden. For det er helt op til den enkelte iværksætter ar vurdere, hvor lige præcis han eller hun føler sig bedst tilpas. Jeg vil dog lige nævne de tre bedst kendte a-kasser, når vi snakker iværksætteri og selvstændighed: Dana, som er de selvstændiges a-kasse. ASE, der har både lønmodtagere og selvstændige, og Krifa (Den kristelige fagforening – og nej, man behøver ikke at være religiøs for at være medlem!) – a-kassen som vel egentlig er en lønmodtager a-kasse, men som de seneste år har satset meget på iværksættere. 

Hvor du som iværksætter føler dig mest velkommen er helt og alene dit valg. Så undersøg mulighederne hos hver enkelt og tag eventuelt en snak med dem.

– Og sidder nogen af jer fire fugle derude med andre erfaringer, så del dem endelig med os her på siden. For det er da dumt at lade sine drømme begrænse af en vrangvillig forsikringsordning, man selv har betalt.