Ophavsretten – igen igen

Jeg har nævnt det før, og nu gør jeg det igen: Husk loven om ophavsret!
Altså den lov der groft sagt beskytter diverse kreative sjæle mod, at tilfældige mennesker snupper deres værker og offentliggør dem i eget regi.

I forbindelse med noget research er jeg alene denne weekend stødt på to lokale tilfælde af hjemmesider, der har artikler liggende, som er kopieret ind fra magasiner og aviser. Artiklerne handler om det, hjemmesiderne præsenterer, og er i den forbindelse mægtig relevante at have liggende. Men det ændrer ikke ved, at det er forbudt, medmindre de enkelte journalister, fotografer og magasiner har givet deres samtykke.

Det ved jeg ikke, om de har i de givne tilfælde. Men da jeg for nylig stødte på en hjemmeside med en række af mine egne artikler, var jeg ikke i tvivl. Ingen havde nemlig spurgt mig, om de måtte lægge mine artikler ud på deres site.

Den slags forglemmelser – eller uvidenhed – kan koste dyrt. En artikel, der således bliver brugt uden tilladelse, udløser typisk en regning fra 2500 kroner og op. Og har man også kopieret fotografens billeder og et ugeblads layout, så bliver prisen væsentlig højere.

Men kan man ikke slippe for at betale?
Nej, det kan man ikke! Lige så lidt som man kan slippe for at betale en dokumenteret fart- eller parkeringsbøde. Har “tyven” lidt svært ved at finde pengepungen frem, fortsætter sagen i det retslige system og kan i sidste ende havne foran en dommer.

Det kræver selvfølgelig i første omgang, at “kunstneren” – altså for mit vedkommende journalisten – opdager, at hans/hendes ting ligger fremmede steder. Men derfra er der sjældent nogen vej tilbage. Det hjælper altså ikke at fjerne artiklerne fra sitet, hvis producenten kan dokumentere, at de har ligget der. Resten er et spørgsmål om pris.

Nogle journalister vælger helt principielt altid at opkræve fuldt honorar. For mit eget vedkommende vurderer jeg på flere parametre: Først og fremmest – mister jeg noget? Har jeg for eksempel mistet muligheden for at sælge artiklen videre og derved tjene penge på den. (Det siger sig selv, at ingen medier vil betale for en artikel, som har ligget frit tilgængeligt på et af de store dagblades hjemmesider).
Hvis jeg vurderer, at jeg ikke umiddelbart taber penge, overvejer jeg herefter reklameværdien af, at den ligger på det pågældende site – samt selvfølgelig om jeg kan stå inde for sitet. Og hvis det er ok, kræver jeg sjældent penge for brug. Men jeg gør altid opmærksom på, at jeg fremover gerne vil spørges.

Hvad er det så man ikke må bruge? 
Det er rigtig meget! Som udgangspunkt artikler, fotos, logo’er, malerier, musik, tegninger (også vittigheder!) og alt muligt andet.

Det er i hvertfald en rigtig god ide at sætte sig godt og grundigt ind i lovgivningen, før man henter ting ned fra cyperspace og anvender dem til eget brug. Der er hjælp at hente hos Dansk Journalistforbund – søg på “ophavsret”. Og er man alligevel i tvivl, så la’ vær’ – eller spørg producenten om lov.