Professionelt samarbejde
I går var jeg til interview på lokalradioen Valde i Vordingborg til programmet Iværksætteren. Gang på gang hørte jeg mig selv sige “vi” om opgaver, som jeg selv har løst. Da journalisten spurgte, hvor mange “vi” var gik det op for mig, hvor integreret vi-tanken er hos mig.
Jeg har på min hjemmeside http://www.bertramkom.dk/ en lang række portrætter af samarbejdspartnere under fx Løsninger og Coachingpartnere. Det har været helt naturligt for mig, at tænke andre ind i mit samlede koncept. For kunden får meget mere end mig, når han/hun vælger Bertram Kommunikation. Det er muligheden for at trække på nogle professionelle samarbejder, hvor vi kender hinanden og har løst opgaver sammen før. Hvor vi kan sammensætte netop det team, som passer til opgaven. I mit kommunikationsteam har vi ligefrem sat navn på: Kommunikationsafdelingen, som du kan møde her: http://www.kom-afd.dk/ Mine coaching-partnere er også en sammentømret gruppe, som bruger hinanden til at løse opgaver for at give kunderne muligheden for, at vi kommer med de ressourcer, der er brug for. Her giver 1+1 meget mere end 2.
Der er også udfordringer forbundet med at gå sammen i professionelle samarbejder. Det er sin sag at få iværksættere, der har drevet selvstændig virksomhed i årevis på konkurrerende vilkår, til at løsne op og have tillid til hinanden. Opskriften har for os været, at tage et skridt ad gangen. Først og fremmest ved at spotte opgaver, som egner sig til 2 eller flere og at begynde at løse dem sammen på kryds og tværs af netværket.
Det giver udvikling, udfordringer og større opgaver, når man tør åbne sig over for måske tidligere konkurrenter. Og det er en balanceakt, hvor man ikke skal være utålmodig, men lade de gode eksempler og erfaringer vise vejen.