Vest-Møn-Messe med Vilje

Jeg deltog lørdag i Vest-Møn-Messen, der blev holdt på Fanefjordskolen. Det var en bredt sammensat flok der var der med stande, fra lokale erhvervsdrivende til lokale kulturelle foreninger – ja sågar præsten var der i sin præstekjole og med en stand, hvor man kunne smage altervinen! Standene var fordelt i flere rum, så det føltes ligesom at gå rundt i by med flere små hyggelige torve.- Sådan skulle en messe altid indrettes!

Vest Møn Messen
Messen var indrettet som en hyggelig landsby med flere torve med stande. I forgrunden ses webnestor’s stand med gode råd om hjemmesider, i mellemgrunden Fanefjord Foredrags Forening med kulturelle tilbud, og i baggrunden, på scenen, en stand hvor man kan købe ekempelvis lokalt produceret pileflet og tasker.

Stemningen var god, der blev udvekslet mange gode historier, både mellem deltagerne, og fra talerstolen, hvor både borgmesteren og et par indbudte talere fortalte om hvor vigtigt det er, at man i et samfund fortæller de gode historier, til hinanden og til omverdenen, for at styrke områdets identitet og tiltrække nyt liv til området.

Netværk kan bruges til noget
Jeg var budt med, for at holde et indlæg om netværk. Det er jo et kæmpe emne, og jeg havde kun 20 minutter, så jeg tog den pragmatiske tilgang, og fortalte hvordan jeg som mikrovirksomhed bruger mine netværk til at styrke min forretning. Jeg gav glad og stolt eksempler fra mit firmas 9 år, hvor jeg har været i mange forskellige netværk, og har har brugt mit netværk til alt fra at drøfte hvordan man passer på både sig selv og sine kunder i de aftaler man indgår, til at bruge netværket til at finde de ressourcer og kontakter man selv eller andre i netværket har brug for.

Elevatortale og varm kanvas
Efter mit indlæg kom flere deltagere hen og fortalte mig, hvad de særligt havde kunnet bruge fra mit indlæg:
– En havde lyst til at komplementere mine eksempler i forhold til nytten af at have en elevatortale klar. Jeg havde forklaret det som at man med fordel kan forberede en så klar præsentation af hvem man er og hvad det er man laver, at den kan fyres af på vej fra stueplan til 4. sal i en elevator – og efterlade den man kørte op med med, nok viden til at de kan afgøre, om de kan bruge en til noget. Nu fik jeg så den ekstra historie med, at han sidste år var blevet kontaktet på en messe, og fået at vide, at om 10 minutter ville han få 5 minutters taletid direkte ud i højtalerne over hele hallen, hvor han kunne fortælle om det han havde at byde på. Fantastisk mulighed – og lige der er det godt at have tænkt over en elevatortale på forhånd!

– En anden kom forbi min stand og kommenterede på det jeg havde fortalt om “varm kanvas”. Det er der, hvor man gerne vil i kontakt med en bestemt person, og så i sit netværk søger efter en fælles bekendt til den man gerne vil have i tale, så man kan tage kontakt, med en personlig reference. Jeg havde fortalt om en efterskole, jeg gerne ville lave hjemmeside for, fordi de har nogle særlige udfordringer med sent udviklede elever, jeg havde en ide til vi kunne få med som formidlere på hjemmesiden. Her fandt jeg i mit netværk en der sad i skolens bestyrelse, og hende kørte jeg ud til og fortalte om mine ideer, og så blev døren til forstanderen åbnet.

– En tredie havde bidt mærke i hvordan jeg ikke mener man behøver skelne mellem formelle erhvervsnetværk og sine private venner, når man tænker netværk … og fortalte mig om hvor glad han var for sit oldboys fodboldhold, hvor der er alle typer mennesker – det fungerede bedre for ham, end skulle han ind i et formelt erhvervsnetværk. Men han havde ikke før tænkt på det han var med i som et netværk, han kunne bruge til noget ud over hyggeligt samvær.

Jeg var glad for at deltage, stemningen var bare super god, der blev netværket på kryds og tværs, og jeg synes, at det på alle måder var en god lørdag. Og jeg tror alle deltagere og gæster vil være enige i, at dagen meget passende sluttede med at vinderen af en slogan-konkurrencen blev kåret – med sloganet: “Vest Møn med Vilje“.

Gode hilsener
Mette

Mette Juul
projekt- og webmager
Webnestor
www.webnestor.dk