Visitkort
– Det er jo en hel diciplin i sig selv! Lød det forleden dag fra en af mine netværkskontakter, der sidder i en ledende stilling i en veletableret virksomhed. Hans udfordring var at holde styr på de utallige visitkort, han hele tiden modtog. Udadvendt kontakt er en væsenlig del af hans job.
Dette indlæg på Mikronets blog er for at inspirere dig med nystartet virksomhed til at forholde dig til, hvordan du vil håndtere til visitkort. Det kan være en lige så vigtig aktivitet i din hverdag som at holde styr på dine bilag.
Jeg har heller ikke mødt så mange visitkort som i den tid, hvor jeg har været selvstændig. Derfor er jeg begyndt at skrive på (forsiden) af modtagne visitkort:
– hvor jeg har mødt vedkommende, eksempelvis hvilket møde, reception eller arrangement (det betyder nemlig at jeg kan kontakte vedkommende med en henvisning til “Vi mødtes hos….”)
– hvilken dato det skete,
– et par stikord til visitkortholderens kompetencer eller interesser. Det er jo ikke alle, der skriver deres kompetencer eller arbejdsfelter på visitkortet, og endelig kan det være nogle helt specielle ting, som jeg har hæftet mig ved.
– et par stikord om vedkommendes netværk – især hvis det er helt anderledes end mit eget.
– hvor efter de bliver sat i lommer (ryg mod ryg) i en særlig visitkort mappe.
Og af underfundige årsager glider visitkortet herefter ind i min fotografiske hukommelse. Dette giver sig udslag i, at når jeg sidder i en situation, og skal lede efter en kompetence, så har jeg et billede af visitkortet på min nethinde, og kan så bladre frem til det i mappen. Men det er jo nok et punkt, hvor vi er forskellige. Find din egen systematik.
Jeg ved
– at andre straks går hjem og lægger modtagene visitkortindehavere ind i deres Kontaktpersonarkiv.
– at andre har en eller anden form for CRM-system, hvor kontaktdataene lægges ind.
– at der sikkert også er nogle, der bruger Excel ect.
– at nogle smider visitkortene ud, når de kommer hjem.
– at nogle gør ingenting.
Ovennævnte medarbejders virksomhed var udstyret med et scanningssystem og dermed elektronisk arkivering.
Men uanset om du er stor eller lille virksomhed, etableret eller ny, så er det aldrig til at vide, hvem af dem, du møder på din vej, du skulle kunne få brug for igen.
Så betragt visitkort som muligheder frem i tiden – og med samme nidkærhed som bilag er til dokumentation til fortiden.
Charlotte Hammer, Flexikom