Derfor er netværk svært

NU har jeg et bud på en forklarende faktor på, hvorfor vi møder så mange forskellige holdninger til netværk. Sådan apropos tidligere indlæg her på Mikronets Blog om gi’ og ta’. Om hvorfor nogle er A la carte-mennesker, mens andre hellere vil være med til at lave menukortet, og hvilke fustrationer det giver, når disse typer mødes med uafklarede forventninger.

Prøv at tænke tilbage til din barndom, og hvilke SPIL, du lærte at spille. Matador? En vinder, tilfældigheder i terningerne afgør hvem, det bliver, samarbejde er ikke del af spillet, nedskrevne regler, der dog kan varieres, og nogen mulighed for snyd. Ludo? Lidt det samme. Domino? Chancerne afgøres af fordelingen af brikker, en vinder og faste regler. Whist? En vinder, dog alliancemuligheder i de enkelte spil, mange variationer i regler, kortfordeling vigtigt for udgangspunktet og dermed muligheden for at tilkæmpe sig initiativet.

Hvad har disse spil lært os? Der er en vinder, der tager det hele. Som spillere har vi modsatte interesser. Reglerne er til forhandling før (eller under spillet). Spilets mål er at skaffe egen fordel. Og her begynder jeg at genkende beskrivelsen fra “A vil ha'”-holdningen. (det jyske ord for netværksdeltagere, der ikke vil give).

Ingen af disse spil lægger op til samarbejde om fælles mål og kommunikation, der vil understøtte det. Hvordan skulle vi så kunne ku’, når vi som voksne møder op i netværkssammenhænge?

Ovenstående skal jeg erkende, har jeg ikke selv fundet på. Men jeg blev fuldstænding slået af indsigt, da jeg i sommerferien læste bogen “Karrierespillet” af Peter Horn. Og selv om spilteori-gennemgangen i bogen bliver brugt i en helt anden sags tjeneste, så gav det pludselig masser af mening for mig. Hvis du læser bogen, er det især kapitel 2, der er interessant.  

Denne viden om sammenhæng til forskellige spil – og hvad der karakteriserer dem – tror jeg kan bruges til meget hurtigt i netværkssammenhænge at lokalisere forskellige holdinger hos deltagerne, og dermed minimere tidsforbrug og fustrationer.  

Og i denne sammenhæng kan jeg ikke lade være med at fortælle, at min datter på nu 12 elsker spil. Og vi får ofte et par omgange 500/Rommy, når vi skal fordrive lidt ventetid. En gang for et års tid tiden prøvede vi helt spontant at ændre sigtet, nemlig til: vi skal have fordelt hele bunken. Hvordan skulle vi så ændre reglerne og hvilken kommunikation skulle der til for at opnå det? Det gav bare et helt andet spil. PRØV DET! OG mærk forskellen.