‘They can’t copy me as fast as I can think’

Når folk, som laver nogenlunde det samme som mig, vil udveksle tanker og råd, er det somme tider med eftersætningen, ‘men vi er jo en slags konkurrenter, så du skal bare sige til, hvis du ikke kan hjælpe’. Min standardreplik i den slags situationer er: Der er plads til os alle. Og så tænker jeg på Walt Diseney, der sagde noget i retning af  ‘They cant copy me as fast as I can think’, når han blev spurgt om ikke han var bange for at andre skulle hugge eller kopiere hans ideer. Det var han ikke. Og som bekendt gik det ham meget godt.

En journalist i et fagligt netværk, jeg er med i, er netop blevet fyret fra et vikariat som journalist, angiveligt fordi hun søgte oplysninger til sine artikler i sit elektroniske netværk. Jeg er forbløffet.

Hvorfor skal hun dog ikke bruge sit netværk til at finde cases til sine artikler? Det kan alt andet lige kun føre til bedre og bredere journalistik at søge efter ideer i et større netværk, frem for at gå i egne lukkede cirkler.

Jeg kender ikke radaktørens konkrete bevæggrunde, som kan være ganske specifikke, så det er ikke en kritik af hans person. Men det er faldet mig for brystet, at der – ikke mindst i klassiske journalistkredse – er mange, der bestemt ikke bryder sig om netværkskulturen, hvor man hjælper hinanden ud fra den betragtning, at man derved kan generere mere viden og kvalitet, en større bruttosum, som alle får glæde af. At man kan være kolleger og konkurrere alligevel – konkollegaskab og vækst gennem løst koblede netværk – er stadig helt mærkværdige begreber for nogle. Videns- og netværkssamfundet repræsenterer på mange måder et nyt paradigme, og der er naturligvis en vis modstand imod det. Men næppe længe endnu.

Lige nu ruller netværkssamfundet ind over os fra alle sider. Folk blogger gratis for at dele viden, Wikipedia er en guldgrube af brugergeneret viden, hele den kommercielle verden er ved at rette ind mod brugerdrevet innovation og markedsføringen skifter paradigme, så det bliver kunderne der kommer til reklamerne, ikke omvendt. For de yngste forbrugere er alt dette allerede hverdag.

Jeg synes selv, det var en kæmpe øjenåbner at møde denne tankegang for to-tre år siden – via Abelone Glahn og Mikronet, som var blandt de første herhjemme, der satte ord og begreber på den nye netværkskultur.

Det er selvfølgelig fair nok at nogle holder ’armene tæt ind til kroppen’ af angst for at miste en ide eller en kunde – man kan have ganske konkrete grunde til det, måske især i journalistkredse. Men jeg tror ikke det er ham, som er bange for at dele, der vinder i det lange løb. Sådan har det måske altid været – tænk bare på Walt Disney.